I årtusinder er en af menneskehedens store udfordringer at lave lammede mennesker i stand til at gå igen, og for mange kan dette kun være resultatet af et mirakel. Nye neurovidenskabelige undersøgelser har dog opmuntret mange mennesker, især efter en simulering, hvor folk med lammelse går igen.
Læs mere: Vaccine mod visse typer kræft er allerede ved at blive testet
se mere
Falske nyheder! 10 løgne Generation X voksede op med at tro - og måske...
Brug kaffegrums til at rense dit køkkenafløb; vide hvordan
En gruppe schweiziske videnskabsmænd besluttede at studere i dybden, hvilke områder af vores sind, der er ansvarlige for bevægelserne af underekstremiteterne, og hvilke fremmer gang. Til dette startede de i første omgang fra undersøgelsen med mus og opdagede derefter, at hovedområdet er rygmarven.
Ud fra dette blev mulighederne for at genoprette bevægelser baseret på genopbygningen af rygmarven undersøgt. Dette skyldes, at en rygmarvsskade umuliggør kommunikation mellem hjernen og underekstremiteterne, hvilket forhindrer bevægelse på den naturlige måde.
På baggrund af dette, en Søg hvormed det var muligt at bevise, at den elektriske stimulus i rygmarven kan fremkalde en vending i tilfælde af lammelse. Det var dengang, at neuroforsker Claudia Kathe fra det schweiziske føderale teknologiske institut i Lausanne (EPFL) besluttede at teste en teknologi kaldet elektrisk epidural stimulering.
Dr.s metode. Kathe arbejder med rygmarvsrehabilitering med elektrisk stimulation i fem måneder med en frekvens på fire til fem gange om ugen. I dette tilfælde vil rygmarven blive stimuleret af en kirurgisk implanteret neurotransmitter, mens patienterne gennemgår en intensiv neurorehabiliteringsproces.
Så kom de første positive resultater efter besværlig forskning, og ni fuldstændig lammede patienter kunne tage et par skridt efter indgrebet. Indtil videre var det stadig nødvendigt at bruge rollator, men forventningen er, at det med tiden og forskningens fremskridt vil være muligt at gøre behandlingen endnu mere effektiv.
Selv videnskabsmænd understreger stadig, at dette blot er et af de aspekter, der påvirker lammelser, men at der stadig er meget at studere om kommunikation mellem hjernen og lemmerne. Under alle omstændigheder er de positive resultater allerede blevet fejret, netop fordi det er et meget markant fremskridt.
