Når et land er væsentligt stærkere end dets naboer, vil de sandsynligvis ikke forblive i fred længe. Landet med den stærkeste militære mandskab og større adgang til ressourcer vil på sigt udfordre og muligvis erobre de svagere lande.
Det er i hvert fald verden ifølge teorien om magtbalancen. Denne teori, som går tilbage til konflikten mellem de græske bystater, siger, at hver nation er mere sikker, når den har lige store militære beføjelser og kapaciteter.
se mere
Ulighed: IBGE afslører de 10 værste stater til...
Israel er den 4. stærkeste militærmagt i verden; tjek rangeringen
Mange moderne lande, såsom USA og Canada, har indbygget en magtbalance i deres regeringssystemer. I Brasilien laver og godkender den lovgivende magt lovene. Retsvæsenet fortolker og definerer lovens anvendelse. Præsidenten leder gennem den udøvende afdeling. Disse tre grene eksisterer, så ingen kan dominere de andre.
Teori om magtbalance fik ledere til at erkende, at fred var mulig, hvis ingen stat havde for meget magt. Et af de vitale værktøjer til at sikre denne balance var allianceopbygning. Stater har også reageret på voldsom militær vækst i deres naboer ved at udvikle deres egne militære kapaciteter.
Ikke alle lande har investeret i at balancere beføjelser inden for deres egen regering. Mange har dog set nytten af at gøre det. Lande som USA og Canada har skabt balancesystemer, så hver afdeling er autonom og i stand til at sikre, at andre afdelinger ikke tager for meget kontrol.
I USA kan præsidenten for eksempel nedlægge veto mod love vedtaget af Senatet eller Kongressen. Der er dog også en proces, der kan tilsidesætte et veto, hvis præsidenten bruger den magt for meget.
Grupper som Den Nordatlantiske Traktatorganisation (NATO) eller De Forenede Nationer (FN) arbejder for at opretholde fred og samarbejde mellem nationer. Disse grupper hjælper med at balancere magt globalt ved at facilitere samtaler. Nogle gange griber disse organer ind, når stater bliver for magtfulde til deres naboers sikkerhed.
I nutidens samfund er der en ulige koncentration af rigdom og magt blandt stater, således at disse organisationer stræber efter at sikre, at mindre magtfulde lande har en stemme i politik International.
